Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


August 2006


Creative Commons på dansk


Det alternative system til at forvalte ophavsrettigheder er lanceret i Danmark.

De sidste ti års diskussioner om ophavsret i forhold til de digitale medier har fået kreativt tænkende jurister til at udvikle Creative Commons. Det er et system til at forvalte ophavsrettigheder på, som i høj grad bygger på principper og tænkning fra open source miljøet.

Creative Commons bygger på Lov om ophavsret. Det er ikke noget alternativ i den forstand, at det erstatter ophavsretsloven. Nærmest tværtimod: Creative Commons tydeliggør ophavsretsloven, således at loven bliver mere brugervenlig og letforståelig. Og Creative Commons giver rettighedshavere mulighed for nemt at fraskrive sig både økonomiske og moralske rettigheder.

Creative Commons er tænkt ind i den digitale medievirkelighed med de mange vanskelige tolkningsmuligheder: hvad må jeg og hvad må jeg ikke. Men systemet kan sagtens bruger offline, hvis en forlægger eller producent ønsker det.

Et eksempel: en musiker har skrevet en sang, indspillet den og lagt den på sin hjemmeside. Hun forventer ikke at tjene penge på sangen, men vil gerne have at så mange som muligt hører den. Hun har den fulde ophavsret og er ikke bundet af nogle forvaltningsorganisationer som Koda eller lignende. Mange brugere vil være glade for at kunne hente sangen på hendes hjemmeside. Og rigtig mange tænker sikkert, at de godt må hente sangen, fordi ellers havde hun vel ikke lagt den op på hjemmesiden. Men helt sikre kan de ikke være. Og de kan slet ikke vide, om hun også synes at brugerne skal kunne sende sangen videre til venner og bekendte. Hun kan prøve at skrive en sådan tilladelse på hjemmesiden, en slags opfordring til at kopiere løs. Men en sådan tekst kan være svær at skrive, så der både er orden i juraen og så brugeren føler sig tryg.

Det er en af disse situationer Creative Commons søger at løse. Hvis vores musiker har givet sangen en Creative Commons-licens, så kan hun bruge Creative Commons veldefinerede system af rettigheder. Hun kan for eksempel bestemme:

  • at brugerne kun må videredistribuere sangen, hvis ophavsmanden krediteres korrekt
  • at brugerne gerne må videredistribuere, bare der ikke er et kommercielt formål med det
  • at brugerne gerne må bearbejde værket
  • at brugerne gerne må bearbejde værket, hvis de også tillader at andre kan sprede den nye værk på samme måde.
Creative Commons giver altså ophavsmanden meget klare muligheder for at sikre, at et værk kan spredes, som ophavsmanden ønsker det. Den enkelte rettighedshaver kan lade sine værker have forskellige Creative Commons-licenser. Man kan eksempelvis forestille sig en fotograf, som gerne vil lade nogle fotos cirkulere frit, blot han krediteres, og så har andre fotos som skal købes for penge.

Naturligvis bygger Creative Commons på den ånd af fællesskab og gratiskultur der trives på nettet. Forventningen er at åbne op, så mere materiale bliver lettere tilgængeligt og lettere at genbruge på andre måder (tænk på musikkens samplingskultur). Men Creative Commons kan sagtens bruges i den kommercielle verden. Og Creative Commons piller ikke ved de begrænsninger der er i Lov om ophavsrets enerettigheder for kunstnerne: citatretten er eksempelvis uændret. Lovens mulighed for privatkopiering kan heller ikke begrænses af en Creative Commons-licens. Ligesom man heller ikke kan kræve ophavsret for noget, loven ikke giver ophavsret til.

Creative Commons er blot en slags værktøj for at gøre livet med ophavsret lettere. Der er ikke nogen myndigheder der skal godkende noget som helst. Og opstår der en strid om en Creative Commons licens, så er det helt den samme procedure for afgørelse som ved tvister om ophavsretsloven. Jurister skal på banen og domstole skal i sving. Fortolkningerne burde dog være lidt lettere end, hvis man ikke har en Creative Commons licens.

Praktisk etablerer man Creative Commons licenser ved at gå ind på Creative Commons. Her kræver det kun ganske få klik, så har man den ønskede licens. De enkelte licenser udtrykkes på 3 måder: en letforståelig tekst, en juridisk formuleret tekst og en maskin-læsbar kode, som gør at brugernes browsere altid kan se hvilken licens der er tale om.

Denne side er et eksempel på en Creative Commons licens. Når man klikker på logoet - Some rights reserved - dukker en ny side op, hvor der står, hvad brugeren må bruge denne tekst til. Citatretten gælder naturligvis fortsat. Men hvis nogen synes teksten er så god at man vil videresende den eller lægge den på en hjemmeside, så skal Søndag Aften altså krediteres. Man må ikke ændre eller tjene penge på at videredistribuere teksten.

Læs også:

Ophavsret og -vrang
Næste slag: Omgåelse af tekniske foranstaltninger
Raidet på The Pirate Bay
Maksimalisternes og ophavsretten
Grundbog om musik og ophavsret
Os nu
Kopikunst

Søndag Aften 08/2006

Creative Commons License
Denne værk er licensieret under en
Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser. 2.5 Danmark Licens.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.